Boligkontoret Danmark arbejder for gode boliger og boligområder i hele Danmark. Vi er et alment andelsselskab, der udlejer ca. 30.000 boliger og bygger og administrerer boliger for vores medlemmer; en række boligselskaber og boligforeninger samt forskellige kommuner og regioner.
Læse mere på www.bdk.dk 

Ansøgningsfrist
16. februar 2018

Ungerådgiver til vores ungdomsboliger i Hareskov-Værløse Andelsboligforening

Vi søger en engageret og fagligt stærk ungerådgiver, som brænder for at give vores unge beboere den bedste start på livet i egen bolig.

Som ungerådgiver bliver du den ledende figur i vores Startboligprojekt i Hareskov–Værløse Andelsboligforening. Startboligerne er et tilbud til unge mellem 18 og 24 år, der har behov for lidt ekstra støtte i hverdagen. Målet med indsatsen er, at de unge skal blive parate til at stå på egne ben og fraflytte startboligerne, når de fylder 24 år. Indsatsen er forankret i boligorganisationen, og der vil være tæt samarbejde med Furesø kommunes ungeafdeling. Startboligindsatsen dækker 18 lejemål fordelt på fire bebyggelser i vores ungdomsboligafdeling med i alt 53 ungdomsboliger.

Om jobbet

Som ungerådgiver er det din opgave at støtte og yde rådgivning til vores unge beboere i de første år i egen bolig, og at igangsætte aktiviteter som kan medvirke til at skabe gode og trygge bomiljøer for alle. Du skal således både mestre at arbejde støttende 1:1 og med grupper af unge med udgangspunkt i interessefællesskaber.

Arbejdet i en almen boligafdeling er komplekst med mange aktører og forskellige interesser. Du skal derfor være i stand til at håndtere mange forskellige interessenter i et politisk miljø.

Vi lægger stor vægt på, at du kan dokumentere erfaring fra arbejdet med unge, er opsøgende og udadvendt og har empati og indfølingsevne. Du har lyst til at gøre en positiv forskel for de unge og ønsker at være en ressourceperson i deres liv.

Din baggrund

Vi forestiller os, at du har en pædagogisk eller socialfaglig baggrund eller fx en stærk håndværksmæssig baggrund kombineret med erfaring fra arbejdet med unge i alderen 16-25 år. Vi ser gerne, at du har min. 3-5 års erfaring fra arbejde med unge. Det vil det være et plus, hvis du har erfaring med frivilligt arbejde som fx fodboldtræner, spejderleder eller lign. Ligeledes er det en fordel hvis du har efteruddannelse og erfaring i coaching og/eller mentoring og erfaring med projektudviklings værktøjer.

Vi tilbyder

Vi kan tilbyde et spændende og alsidigt job, hvor dagene aldrig er ens. Vores arbejdsmiljø er uformelt, og vi har gode arbejdsforhold og personalegoder. Jobbet rummer gode muligheder for personlig udvikling, fleksible arbejdstider og samarbejde til mange sider. Du vil få rig mulighed for at påvirke udviklingen og egne arbejdsforhold.

Ansættelsesvilkår

Ansættelse og løn sker i henhold til gældende overenskomst med HK/BL og i overensstemmelse med bevillingen fra ministeriet samt efter kvalifikationer. Jobbet er på fuld tid og arbejdstiden varierer og kan være både dag, eftermiddag, aften og weekend, alt efter beboernes behov.

Da Startboligerne er beliggende på fire forskellige adresser, er det en forudsætning, at du kan stille egen bil til rådighed. Kørsel godtgøres efter statens kilometer takst.

Hvad gør du nu?

Har du spørgsmål om den ledige stilling, er du velkommen til at kontakte boligsocial udviklingskonsulent Katja Giebel på mail kagi@bdk.dk eller telefon 30 56 18 34.

Send os din ansøgning og CV via Boligkontoret Danmarks hjemmeside www.boligkontoret.dk senest fredag den 16. februar 2018 kl. 12.00.

Vi afholder ansættelsessamtaler den 22.-23. februar. Evt. anden samtalerunde afholdes den 27. februar, begge samtaler afholdes i Værløse. Vi ønsker jobbet besat snarest muligt og senest d. 1. april 2018.

Til orientering indhenter vi børneattest ved evt. ansættelse.