Boligkontoret Danmark er et non-profit, alment administrationsselskab, der har til formål at virke som administrator og konsulent for almene boligforeninger og boligselskaber. Vores opgave er at udføre alle administrative, økonomiske og tekniske opgaver i forbindelse med administration af alment boligbyggeri under opførelse og i drift. Vi administrerer godt 31.000 lejeboliger for en lang række boligselskaber samt ældre- og plejeboliger i kommuner/regioner over hele landet.
Læs mere om os på www.bdk.dk 

Ansøgningsfrist
26. maj 2019

Boligkontoret Danmark søger boligrådgiver til vores lokalkontor i Kolding

Har du et udpræget servicegen og er du skarp på det administrative? Så er du måske vores nye kollega.

Som boligrådgiver i Boligkontoret Danmark bliver du en af vores frontmedarbejdere, der sammen med de øvrige kollegaer på afdelingskontoret spiller en central rolle i kontakten til vores kunder ude i boligområderne. Din hverdag er alsidig og travl, og det er afgørende, at du brænder for at yde god og kompetent service til vores beboere, bestyrelser og de boligsøgende. Samtidigt skal du løse en række administrative opgaver som f.eks. udlejninger, flytteafregninger og ekspedition af personlige og telefoniske henvendelser.

Du bliver en del af vores afdelingskontor i Ribe med 10 medarbejdere. Fysisk kommer du dog til at arbejde fra vores lokalkontor i Kolding sammen med en anden boligrådgiver. Enkelte dage skal du køre til Ribe til møder mv.

Vi værner om vores fællesskab, det gode kollegaskab og kvaliteten af vores arbejde. Derfor er det vigtigt for os at finde en ny kollega, der passer ind i vores team – med din personlighed såvel som din faglighed.

Vores ideelle boligrådgiver kan sætte kryds ved det meste af det her:

  • Er god til at samarbejde med mange forskellige mennesker
  • Trives med at have selvstændige opgaver og er samtidigt effektiv og fleksibel
  • Er serviceminded og hjælpsom
  • Er god til at prioritere egne opgaver
  • Tager initiativ og engagerer sig i fællesskabet og opgaverne
  • Er god formidler både mundtligt og skriftligt
  • Har måske allerede kendskab til den almene sektor
  • Har administrativ erfaring og/eller uddannelsesbaggrund
  • Kan kommunikere på engelsk med vores fremmedsprogede beboere og boligsøgende

Fælleskab lokalt og på tværs

Du kommer til at indgå i et solidt fællesskab - både lokalt i Kolding/Ribe, men også på tværs af Boligkontoret Danmarks syv afdelingskontorer og vores hovedkontor i København, og endeligt som medarbejder i en stor udviklingsorienteret organisation, hvor visionerne er høje og fællesskabet stort.

Medarbejderne i Boligkontoret Danmark har mange forskellige baggrunde og fagligheder. Den mangfoldighed ser vi som en styrke, der gør, at vi løser opgaverne til vores kunders bedste.

Det praktiske

Den ugentlige arbejdstid er 37 timer inkl. frokost. Løn og pension fastsættes i henhold til overenskomst mellem HK og BL. Vi vil gerne have du starter snarest muligt og senest d. 1. august 2019. Vi tager selvfølgeligt hensyn til allerede planlagt ferie.

Har du brug for at vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte forretningsfører i Ribe Anders Fabricius på telefon 73 76 26 04 eller boligrådgiver i Kolding Annika Nielsen på telefon 76 60 32 34.

Søger du et spændende, selvstændigt og afvekslende job i en uformel organisation, så send os din ansøgning og CV senest søndag d. 26. maj 2019 via vores hjemmeside boligkontoret.dk. Her kan du også læse mere om os.