Boligkontoret Danmark er et non-profit, alment administrationsselskab, der har til formål at virke som administrator og konsulent for almene boligforeninger og boligselskaber. Vores opgave er at udføre alle administrative, økonomiske og tekniske opgaver i forbindelse med administration af alment boligbyggeri under opførelse og i drift. Vi administrerer godt 31.000 lejeboliger for en lang række boligselskaber samt ældre- og plejeboliger i kommuner/regioner over hele landet.
Læs mere om os på www.bdk.dk 

Ansøgningsfrist
15. april 2020

Er du Boligkontoret Danmarks nye byggetekniske konsulent?

Vi søger en byggeteknisk konsulent, der i samarbejde med vores andre energi- og byggetekniske konsulenter rundt om i landet, selvstændigt skal udarbejde tilstandsvurderinger af vores mange boligafdelinger i Syd- og Midtjylland. Tilstandsvurderingerne skal danne grundlag for nye 30 årige drifts- og vedligeholdelsesplaner. Formålet er at samle viden på tværs af fagområder, så vores medlemmer får det bedst mulige overblik over kommende renoverings- og vedligeholdelsesarbejder samt mulige energiforbedringer.

En udadvendt rolle med drift, samarbejde og din faglighed i fokus

Med din faglighed kommer du til at spille en vigtig rolle i genopretning og kvalitetssikring af vores drifts- og vedligeholdelsesplaner, som alle skal løftes fra 10 årige til 30 årige planer. En stor del af jobbet kommer til at foregå lokalt på vores ejendomskontorer og de tilhørende boligafdelinger. Derfor er det vigtigt, at du trives i en udadvendt rolle og er god til at samarbejde med mange forskellige mennesker på mange niveauer. Mere konkret indebærer jobbet at du:

  • Udarbejder tilstandsvurderinger i boligafdelingerne herunder levetid og pris
  • Udarbejder 30 årige drifts- og vedligeholdelsesplaner
  • Implementerer resultaterne i vores boligadministrationssystem
  • Er vores driftschefers faglige sparringspartner
  • Samarbejder tæt med driftslederne og driftscheferne omkring udarbejdelse af tilstandsrapporterne
  • Inddrager relevante aktører i forhold til tilstandsrapporterne og DV-planerne
  • Deltager i opstartsmøder ved bygge- og renoveringssager

Dit arbejdssted er på vores afdelingskontor i Ribe, men en stor del af arbejdet foregår i boligafdelingerne i Syd- og Midtjylland. Derfor er det nødvendigt, at du har kørekort, og selv kan stille bil til rådighed. Kørsel afregnes efter statens takster.

Din personlighed er lige så vigtig som din faglighed og erfaring

Samarbejde og kommunikation med beboervalgte, er en vigtig del af jobbet. Derfor kommer du længst, hvis du har politisk tæft, og du synes, det er spændende at være i en politisk ledet organisation med mange forskellige interesser. Samtidigt er du god til at skabe relationer og møder andre med naturlig respekt og åbenhed. Møder du modvind og modstand, klarer du det uden at miste handlekraften. Det er vigtigt for os, at du er moden, stabil og har vilje til at indgå i et engageret samarbejde, hvor vi har høj faglighed, udstrakt ansvar og stor selvstændighed i opgaveløsning og planlægning af arbejdet. Vi forestiller os, at du kan sætte flueben ved det meste af følgende:

  • Uddannelse som bygningskonstruktør, bygningsingeniør eller tilsvarende
  • Solid indsigt i det fagtekniske område, og kendskab til rammebetingelserne i dansk byggeri
  • Erfaring og faglig viden om bygningsdrift og udarbejdelse af vedligeholdelsesplaner
  • Erfaring med bygningsgennemgang og tilstandsvurderinger herunder levetider og priser
  • Erfaring med kvalitetssikring af byggeri
  • Kompetent formidler – både mundligt og skriftligt

Et stærkt fællesskab både lokalt og på tværs

Du kommer til at referere til Driftssekretariatet på Hovedkontoret i København, men vil have din daglige gang blandt kollegaerne på afdelingskontoret i Ribe. Du bliver en del af et større team med mange fagligheder, og derfor er det vigtigt for os, at du kan bidrage til at bevare vores gode samarbejde og fællesskab. Vores høje faglighed, gode humør og kollegiale støtte skaber trivsel i en travl hverdag med masser af udfordringer. Arbejdsmiljøet er uformelt, og vi har gode arbejdsforhold og personalegoder. Du får løn efter overenskomst og kvalifikationer.

Hvad gør du nu?

Har du de rette kompetencer, og kan du se dig selv som vores nye kollega? Så send os din ansøgning og CV senest d. 15. april 2020 via vores hjemmeside www.bdk.dk. Her kan du også læse mere om os.

Vi forventer at holde samtaler umiddelbart efter ansøgningsfristen. Ansættelsesstart afstemmes efter dine nuværende forhold.

Ønsker du at vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte fagleder i Driftssekretariatet Dea Melbye på telefon 51 41 21 50 eller souschef Adam Andersen på telefon 40 33 80 89.