Boligkontoret Danmark er et non-profit, alment administrationsselskab, der har til formål at virke som administrator og konsulent for almene boligforeninger og boligselskaber. Vores opgave er at udføre alle administrative, økonomiske og tekniske opgaver i forbindelse med administration af alment boligbyggeri under opførelse og i drift. Vi administrerer godt 31.000 lejeboliger for en lang række boligselskaber samt ældre- og plejeboliger i kommuner/regioner over hele landet.
Læs mere om os på www.bdk.dk 

Ansøgningsfrist
1. december 2022

Boligkontoret Danmark søger en boligrådgiver til lokalkontor Kolding

Har du et udpræget servicegen, og er du skarp på det administrative? Er du god til at skabe gode samarbejdsrelationer med både kollegaer, beboere og øvrige samarbejdspartnere? Så er det måske dig, der er vores nye boligrådgiver.

Som boligrådgiver i Boligkontoret Danmark bliver du en af vores frontmedarbejdere, der sammen med de øvrige kollegaer på kontoret spiller en central rolle i kontakten til vores kunder ude i boligområderne. Din hverdag er alsidig og travl, og det er afgørende, at du brænder for at yde god og kompetent service til vores beboere, bestyrelser og de boligsøgende. Samtidigt skal du løse en række administrative opgaver som f.eks. udlejninger, flytteafregninger og ekspedition af personlige og telefoniske henvendelser, ligesom du også kommer til at bistå bl.a. driftscheferne med forskellige administrative opgaver.

Du vil være en del af afdelingskontoret i Ribe, men din fysiske placering vil et par gange om ugen være på vores lokalkontor i Kolding, hvor du vil sidde sammen med andre kollegaer. Både i Ribe og i Kolding får du gode og dygtige kollegaer med forskellige baggrunde og kompetencer. Du vil blive en del af et team på 20 gode kollegaer, som du vil få et tæt samarbejde med uafhængig af placeringen.

Om dig

Vi forventer, at du har administrativ erfaring og/eller uddannelsesbaggrund og at du trives med at have selvstændige opgaver. Har du erfaring fra den almene sektor, vil det være en fordel. Herudover forestiller vi os, at du er:

  • god til at samarbejde med mange forskellige mennesker
  • effektiv og har en fleksibel indstilling
  • serviceminded og hjælpsom
  • god til at prioritere egne opgaver
  • initiativrig og engagerer dig i fællesskabet og opgaverne
  • god til at formidle både mundtligt og skriftligt
  • god til at kommunikere på engelsk

Du tilbydes

Du bliver en del af en stor udviklingsorienteret organisation med et uhøjtideligt arbejdsmiljø, godt humør og kollegial støtte. Vi prioriterer det sociale fællesskab på afdelingskontoret og lægger vægt på mange gode grin i løbet af dagen. Ud over et spændende og alsidigt fuldtidsjob, hvor du bliver omfattet af en god overenskomst, tilbyder vi attraktive personaleforhold og -goder som fx sundhedsordning. Du kommer til at indgå i et fagligt fællesskab præget af høj trivsel, imødekommenhed og hjælpsomhed - både lokalt i Ribe og Kolding, på vores øvrige afdelingskontorer og på vores hovedkontor i København.

Har du brug for at vide mere om jobbet, er du velkommen til at kontakte forretningsfører i Ribe Anders Fabricius på telefon 73 76 26 04 eller boligrådgiver Tina Ehmsen på telefon 73 76 26 01.

Ansøgningsfrist

Send os din ansøgning og CV ved at trykke på ”søg stillingen” – senest den 1. december 2022 - vi ser frem til at høre fra dig.

Vi planlægger at afholde 1. samtaler den 8. december 2022 og 2. samtaler den 14. december 2022.  

På vores hjemmeside www.bdk.dk kan du læse mere om os.