Ansøgningsfrist
30. november 2023
Sammen med vores 4 velfungerende teams af 13 ejendomsfunktionærer, 2 driftssekretær og 1 driftsleder bliver du ansvarlig for at yde en positiv og god service til beboerne og for den daglige drift og vedligeholdelse af bygninger og udearealer i vores 19 boligafdelinger. Fællesdrift betyder, at vi løser opgaverne på tværs af vores boligafdelinger under hensyn til boligafdelingernes behov og medarbejdernes kompetencer. Vores udgangspunkt er Fællesdriftens kontor, som ligger på Hillerødsholmsalle 17A i Hillerød.
Jobbet byder på en bred vifte af service-, vedligeholdelses- og renholdelsesopgaver. Det er f.eks. beboerservice, tilsyn med ejendommens stand, vaskerier, varmecentraler, beboerlokaler og maskiner samt daglige opgaver med vedligeholdelse og renholdelse af afdelingerne herunder affald og de grønne områder.
Som person er du loyal og bidrager naturligt til fællesskabet og teamet – samtidigt arbejder du selvstændigt og proaktivt. Du er udadvendt og har lyst til at udføre service i topklasse. Vi sætter en ære i at holde boligafdelingernes arealer pæne, det forventer vi også, at du gør. Det er også vigtigt, at du med højt humør og tolerance møder de mange forskellige mennesker, der bor hos os.
Der vil forekomme kørsel mellem afdelingerne. Kørsel i egen bil bliver afregnet efter statens takster.
Vi stiller store krav til dine personlige og faglige kompetencer. Til gengæld tilbyder vi spændende og afvekslende udfordringer, et stærkt fællesskab og høj grad af frihed til at planlægge hverdagens opgaver.
Boligselskabet Nordsjælland, som administreres af Boligkontoret Danmark, tilbyder et spændende og alsidigt 37 timers fuldtidsjob med gode løn-, arbejds- og personaleforhold herunder sundhedsordning og mulighed for personlig udvikling og efteruddannelse. Du bliver omfattet af gældende overenskomst for området.
Vil du vide mere om jobbet, er du meget velkommen til at kontakte drifts- og ledelseskonsulent i Boligkontoret Danmark, Yousef Ayad på telefon 2911 0115 eller yaya@bdk.dk.
Kan du se dig selv som en del af vores hold, så send os din ansøgning og CV senest 30. november 2023 ved at trykke på ”Søg stillingen”. Du kan læse mere om Boligkontoret Danmark og Boligselskabet Nordsjælland på www.bdk.dk.
Vi ønsker jobbet besat snarest muligt og senest den 1. januar 2024. Vi afholder samtaler løbende.
Vi gør opmærksom på, at vi indhenter børneattest ved evt. ansættelse.